Vi gør AGV'er fladere

2-IT GmbH har udviklet et ultrafladt system til selvstyrende køretøjer (AGV'er), der også kan køre ind under lasten. Det nye system er baseret på WITTENSTEINs traktionsdrevsystem (TDS).

AGV'er får tingene til at køre inden for intralogistik

AGV-systemer anvendes af virksomheder til at bringe varer og materialer fra A til B. De kan tilsyneladende selv finde vej: De undgår forhindringer og kan køre både fremad, baglæns og endda sideværts. Totalvægten af hvert køretøj er mellem ca. 300 kg og 25 tons. Disse innovative AGV'er drives ved hjælp af elektriske drev.

Flade AGV'er kører nye veje

2-IT – innovative løsninger til AGV'er

2-IT GmbH fra Alling, lige uden for München, har to forretningsområder: Det ene er IT-området, mens det andet er udvikling, installation og idriftsættelse af AGV'er. Virksomheden udvikler sine innovative løsninger med hjælp fra et netværk bestående af ca. 50 eksterne software- og IT-eksperter samt konstruktører og elektroingeniører. Tværfaglige, projektorienterede teams sikrer, at både teknologi og kommercielle aspekter er så effektive som muligt.

STEERON – viser vejen for transportopgaver inden for sundhedssektoren

Som en del af STEERON-projektet har 2-IT udviklet en AGV, der kan køre ind under lasten. Det gør den ideel til en bred vifte af transportopgaver i sundhedssektoren. Køretøjerne navigerer rundt om bygningskonturer, kører op eller ned ad stigninger og over elevatorindgange og følger de samme ruter som stedets personale. Et særlig krav ved brug i hospitaler eller plejehjem er, at køretøjerne generelt skal kunne køre ind under lasten, f.eks. en mad- eller vasketøjsbeholder, for at samle den op. Derfor skal AGV'en være så flad som muligt – og de indbyggede komponenter skal kunne understøtte denne konstruktionstype.

Det nye køretøj er omkring 1,7 meter langt, 60 centimeter bredt og kun 33 centimeter højt. Takket være den integrerede sakselift kan AGV'en klare en last på op til 600 kg uden problemer. Miniaturelaserscannere, ultralydssensorer og gulvdetektorer sørger for sikker navigation. Køretøjets TDS-koncept er også unikt: Drevenheden er ekstremt flad og har en meget høj effekttæthed. Det gør, at AGV'en kan køre med en hastighed på op til 2 meter pr. sekund og klare stigninger på op til 7 procent. Da TDS-systemet er udformet som et differentialedrev, kan køretøjet styres efter hastighedsforskellen mellem de to drev – og endda dreje om sin egen akse om nødvendigt. Drevets energieffektivitet på 93 % er også imponerende – den bidrager betydeligt til køretøjernes høje tilgængelighed. De klarer uden problemer driftscykler på 20 timer eller mere.

TDS skaber helt nye muligheder

Takket være en høj effekttæthed, et lavt strømforbrug og et plug & play-design er vores traktionsdrevsystem den ideelle løsning til bevægelsesopgaver i AGV'er. TDS-systemets servoaktuatorer omfatter en motor og et skråfortandet planetgear med lavt vridslør i en koblingsløs drevenhed, der er karakteriseret ved høj dynamik, højt drejningsmoment og enorm tiltstabilitet og vridstivhed. Servodrevene overbeviser med højopløselig strømregulering og høj drejningsmomentnøjagtighed.

TDS-systemets gear er integreret direkte i VULKOLLAN®-hjulene. Dette gør på den ene side, at der spares kostbar lagerplads, og på den anden side at der kan opnås et utroligt fladt og kompakt design – en klar fordel i tilfælde, hvor der er behov for at køre ind under lasten. Da der altid er to servoaktuatorer pr. køretøjsakse, halveres lasten pr. drev, hvilket sparer endnu mere plads.

Det innovative AGV-koncept er ikke kun en fordel inden for hospitalslogistik: De kompakte, ultraflade køretøjer kan også være en optimal løsning i industrielle miljøer, hvor det er nødvendigt at køre ind under stål- eller papirruller for at kunne løfte dem, eller hylder og reoler skal transporteres til et andet sted. I stedet for en sakselift kan AGV'en udstyres med en rullebane, så den f.eks. kan anvendes til transport af tunge beholdere.

Højtydende drevenheder i fire størrelser

Med WITTENSTEINs traktionsdrevsystem (TDS) kan producenter af AGV'er nu få en komplet drevenhed som et integrationsvenligt modul. Hver køretøjsaksel består af to servoaktuatorer fra TPM+-familien og decentrale servoforstærkere fra simco®-drevserien. Vores TDS fås i fire størrelser, der dækker et bredt ydelsesområde. Det intelligente, modulopbyggede koncept giver på samme tid mulighed for en høj grad af individuel tilpasning, f.eks. i forhold til udvekslingsforholdet, typen af motor-encoder og valget af busgrænseflader. Konfigurationen sker i tæt samarbejde med vores ekspertteam. Vores TDS hjalp desuden med at bestemme den optimale dimensionering af den samlede drevløsning i STEERON-projektet med 2-IT.